Electronic Arts SportsThe EA Sports logo
Del

FIFA 18 World Cup – Kampens spiller 1

Posted June 24th at 7:00pm.

Verdens bedste er denne sommer samlet i Rusland for at dyste om det ultimative trofæ, og det kan du også gøre i 2018 FIFA World Cup-opdateringen til FIFA 18. Ultimate Team: World Cup, en spiltype eksklusivt tilgængelig i opdateringen, giver dig mulighed for at rekruttere de bedste spillere fra hvert kvalificeret landshold og sammensætte dit helt eget drømmelandshold.

Eftersom alle FUT: World Cup-spillerkort er livekort, kan deres vurderinger opgraderes, når en spiller vælges som Kampens spiller baseret på hans præstationer i virkelighedens turnering. Nu, hvor de første gruppekampe er bag os, kan du se, hvilke spillere der blev valgt som Kampens spiller, og hvad disse spilleres nye vurderinger i FUT: World Cup er. Hvis du allerede har ét eller flere af disse spillerkort i din trup, vil du bemærke, at disse også er ændret til de nye, opgraderede vurderinger. Se vinderne af de første Kampens spiller-priser nedenfor:

Alle FUT: World Cup-kort kan kun findes i den Ultimate Team-version, der findes i World Cup-opdateringen – og ikke i den almindelige FIFA 18 Ultimate Team-spiltype.

DAG 1

Værterne fra Rusland indledte turneringen med en sensationel 5-0-sejr over Saudi-Arabien, hvor Aleksandr Golovin styrede spillet fra midtbanen og leverede to assists samt et fremragende frisparksmål til sidst i kampen, hvilket sikrede ham turneringens første KS-pris. 

DAG 2

Turneringens andendag bød på mere spændende fodbold. To tætte 1-0-kampe, hvor Uruguay og Iran besejrede henholdsvis Egypten og Marokko, blev fulgt op af et sandt drama, hvor Spanien og Portugal spillede 3-3. Cristiano Ronaldo og Diego Costa stjal rampelyset i kampen om Iberia. Førstnævnte leverede et fabelagtigt hattrick, mens sidstnævnte bidrog med to scoringer. 

DAG 3

Den første kamp i gruppe C var en spøjs kamp mellem Frankrig og Australien. Frankrig fik sine to mål efter henholdsvis en straffesparksscoring og et selvmål, mens Australiens ene scoring også kom fra ellevemeterpletten. Frankrigs N'Golo Kante brillerede ved at binde kæderne sammen og blev fortjent Kampens spiller. Luka Modric sikrede Kroatien en komfortabel 2-0-sejr over Nigeria med sin scoring fra straffesparkspletten, Yussuf Poulsen scorede Danmarks sene sejrsmål mod Peru, og den islandske målmand Hannes Þór Halldórsson chokerede hele fodboldverdenen, da han reddede Lionel Messis straffespark og skaffede islændingene 1-1. 

DAG 4

Selvom Brasilien underpræsterede i deres åbningskamp med 1-1 mod Schweiz, scorede Phillippe Coutinho et af turneringens mål indtil videre, da han fra kanten af feltet smadrede bolden op i det fjerne målhjørne. Et endnu mere chokerende resultat var Mexicos 1-0-sejr over Tyskland, hvor Hirving Lozano rev de forsvarende verdensmestres forsvar fra hinanden, da han scorede. Serbiens sejr på 1-0 over Costa Rica var i sig selv ikke så opsigtsvækkende, men det var scoringen, der afgjorde kampen – et millimeterpræcist skruet frispark fra Aleksandar Kolarov, som målmanden var chanceløs overfor. 

DAG 5

Belgien åbnede deres slutrunde med en sikker 3-0-sejr over Panama på bl.a. to mål af deres førstevalg på angriberpladsen, Romelu Lukaku. Harry Kane reddede England fra en skuffelse mod Tunesien, da han i anden halvlegs tillægstid sikrede Three Lions en 2-1-sejr med sit andet mål i kampen. Sverige vandt 1-0 over Sydkorea takket være et straffesparksmål i anden halvleg af forsvarsklippen Andreas Granqvist. 

DAG 6

Begge åbningskampe i gruppe H leverede dramatik. Japan sikrede sig en 2-1-sejr over Colombia, efter at sidstnævnte havde spillet næsten hele kampen med 10 mand efter Carlos Sanchez' røde kort i det tredje minut. Yuya Osako scorede sejrsmålet i for Japan, da han stangede Keisuke Hondas hjørnespark ind med hovedet mod slutningen af anden halvleg. Senegal sparkede deres blot anden World Cup-slutrunde nogensinde i gang med et brag i form af en 2-1 sejr over Polen. M'Baye Niang sikrede Senegal sejren med sin scoring i anden halvleg.